Christian Kronman - Book hans foredrag her!

Christian Kronman


christian-kronman-bifald
Share Button

Foredragsholder & Historiefortæller

I dag er gadedigteren genopstået på Assistens Kirkegård på Nørrebro sammen med alle de andre digtere derude. Christian Kronman låner på sine rundvisninger sin stemme til de døde poeter, mod at de til gengæld låner ham deres digte.

Christian Kronman debuterede som lyriker i 1974 med “Nærtrafikanter – Glædesdigte” og året efter som dramatiker med radiospillet “Den blå Guldsmed”. I 1992 debuterede Christian Kronman som gadedigter og trådte dermed i karakter som mundtlig fortæller – på versefødder: Hver lørdag i fem år stod Christian Kronman på sin kasse ved foden af Rundetårn og reciterede egne og andres digte for de forbipasserende.

At hyre Christian Kronman til et foredrag er en garanti for at få en fabelagtig storyteller, der har sin egen helt personlige tilgang til stoffet… Christian formår at løfte tilhørerne ud af hverdagens trummerum, inspirere dem og stemme sindet. Herligt at opleve, hvordan publikums ansigtstræk mildnes og glattes ud, når han med sin smittende begejstring formidler stoffet.”
Mari-Ann Blok, journalist,
Kulturentrepreneur hos FOF Gentofte

Christian Kronman’s foredrag

H. C. Andersen – Lykkens ulykkelige barn

Livet igennem var H. C. Andersen begunstiget med et ganske særligt Andersensk held, hvor noget først ser ud som et uheld, men sidenhen viser sig tvært imod at være forudsætningen for et langt større held.
Måske var det denne egenskab, der fik en engelsk kollega til at kalde Andersen ”The child of Fortune”.
Men som vi skal se, er det ikke altid lykken at være Lykkens barn. Den satsning, Andersen foretog, havde sin pris.
Ungdommens ydmygelser og Parnassets forhånelser satte uundgåeligt sine spor i hans psyke. Og selvom han inderligt glædede sig over medgangen, pintes han ofte af såvel reelle som indbildte problemer og – med alderen – af en stigende ensomhed.

Beretningen om H. C. Andersen er blot et af de mange spændende temaer, Christian Kronman har på hjerte. Læs om dem herunder. Læs også andres vurdering af ham som fortæller og recitator.

Hvor søren kom Søren fra?

Søren Kierkegaard havde mange store kærligheder, bl.a. sproget, Mozart, at spadsere m.m. Men hans største kærlighed lykkedes først rigtigt, da den mislykkedes
Søren Aabye Kierkegaard kom, som vi alle gør, fra en far og en mor. Men hvilken far! Og hvilken mor? Faren taler sønnen meget om i sine skrifter, moren nævner han ikke med et ord. Den unge Kierkegaard kom tillige fra en ulykkelig kærlighed med Regine Olsen. Bruddet fik stort indflydelse på hans efterfølgende forfatterskab. Men Kierkegaard kom også fra en lykkelig kærlighed: ”Jeg er som en ung pige forelsket i Mozart,” skrev han i et af hovedværkerne, ”Enten Eller”. Og han kom fra sin lærer, digterfilosoffen Poul Martin Møller. Frem for alt kom sidste års 200 års fødselar fra datidens sønderbombede og også økonomisk ruinerede København, som paradoksalt kom til at danne rammen om den store tid, Guldalderen. Christian Kronman beretter om filosoffen selv og om menneskene, byen og tiden, der omgav ham.

Nu er det længe siden

Christian Kronman slipper fortælleglæden løs inden for fælles referencerammer hos alle jer, der var børn eller unge i 50erne
Hvad var det nu lige, der skete i løbet af de sidste 60-70 år? Sammen med publikum genoplever forfatteren, gadedigteren og historiefortælleren Christian Kronman store og små begivenheder, der alle sammen fandt sted inden for den fælles tidsramme. F.eks. gjorde mangelsituationen under besættelsen, at kærligheden lige siden (for Christian Kronman) har haft en smag af chokolade. Hvorfor nu det?
Få svaret og mange andre historier og digte ved en berigende eftermiddag sammen med historiefortælleren, forfatteren og gadedigteren, der skærpede sit talent for recitation ved at stå ved foden af Rundetårn og udsige egne og andres digte til de forbipasserende i fem år hver lørdag.

Thomas Kingo – verdensmand og himmelstormer

Hans farvel-digt til denne verden lyser af hans kærlighed til den
I Thomas Kingos salmer mødes lys og skygge i evig duel. Det gjorde de også i hans egen dybt sammensatte personlighed. Den karismatiske, kvindeglade og ærgerrige væversøn fra Slangerup endte som både biskop og adelsmand og fik ovenikøbet lov til at opleve den store kærlighed to gange i livet. Som digter lagde han ud i den muntre, livsnære, til tider stærkt erotiske, genre og udviklede sig derfra til den oplyste enevældes fremmeste fyrstedigter med storladne hyldestdigte til både monarken selv, Griffenfeld og andre af tidens magthavere. Sideløbende arbejdede han på de salmer, han er kendt for i dag.
I den forbindelse er Thomas Kingo ophavsmand til et af verdens største farveldigte til denne verden, ”Keed af verden, kiær ad himmelen”. Gennem hver eneste strofe med bundlinjen: ”Forfængelighed, forfængelighed” fornemmer man, at dette digt umuligt kunne være skrevet af et menneske, der kun var mådeligt glad for livet her i denne verden.

Kender du Den Lyse Digter Schade?

Digteren, der kunne den kunst at gøre lykken interessant
I grunden er det lidt af et særsyn med en lys digter. Mange andre digtere og forfattere er mestendels optaget af konflikten, smerten, ulykken eller truslen om den. Jens August Schade mestrede den sjældne kunst at gøre lykken interessant uden et eneste sekund at blive banal eller bare forudsigelig.
Schade er i bogstavelig forstand et lysende eksempel på de heroiske mennesker, der oplever – eller måske ligefrem insisterer på at opleve – tilværelsen større, smukkere, rigere, dejligere end tilværelsen umiddelbart er klar til at levere på. Det har ikke været gratis. Den forelskelse i alt, som han så storsindet giver udtryk for i sin poesi, glødede på en baggrund af den dybeste armod og med store personlige omkostninger. Jens August Schade betalte gladeligt ved kasse 1.
Kronman kommer også rundt om digteren, fortæller bl.a. om kredsen af i hvert fald 12 muser af kød og blod, og om den sociale baggrund for det boheme-miljøs opståen, der blomstrede frem over alt i den vesteuropæiske kultur i 1800 tallet, og som blev en så væsentlig del af Schades måde at leve livet på.

Ønsker du yderligere oplysninger og priser på Christian Kronman er du velkommen til at ringe eller sende en mail. Og hvis du beskriver dit arrangement i formularen herunder vender vi tilbage med priser på Christian Kronman Bookingforespørgsel
christian-kronman-bifald
Top

Vil du høre nyt fra os?

Ja, tilmeld mig nyhedsbrevet