Book Steffen Jensen hos bifald booking & management
Share Button

Steffen Jensen

Steffen Jensen er en dansk journalist. Man kender ham som mellemøstkorrespondent for TV 2, hvor han ofte befinder sig midt i krige og under opstande. Steffen Jensen har som journalist arbejdet for Berlingske Tidende, Weekendavisen, DR, Radioavisen og TV2. I 1988 var Jensen med til at starte TV 2 og har siden været tv-stationens Mellemøstkorrespondent. Siden 1991 har han haft fast bopæl i Jerusalem. Han fortæller i sine foredrag om forholdene i den arabiske verden, og om livet som korrespondent i en af de mest fascinerende og konfliktfyldte dele af verden.

Steffen Jensen har med sin baggrund i arkæolog i mange år i bogstaveligste forstand gået i Bibelens fodspor, især grundet hans job som naturligt bragte ham rundt til alle de steder i Mellemøsten, hvor Bibelen blev til.

Steffen Jensen holder mange foredrag i Danmark. For en tv-korrespondent, der normalt ”kun” taler til et dødt kamera, som ikke kan reagere på det, man siger, er det en forløsning at fortælle om sine oplevelser til levende mennesker, se deres reaktioner og høre deres spørgsmål. Foredrag med Steffen Jensen giver ham mulighed for mere personligt at fortælle om Mellemøstens komplicerede sammenhænge og fantastisk fascinerende forhold.

Historien i fotografiet og fortællingen bag det

Steffen Jensen er mest kendt som udenrigskorrespondent på TV 2 i Mellemøsten, men han er også en passioneret amatørfotograf. Han har både udgivet fotobøger, haft flere fotoudstillinger og været dommer ved Årets Pressefoto.

Selv om foredraget handler om fotografi, vil det (næsten) ikke handle om teknik, kameraer eller objektiver. Med udgangspunkt i en række udvalgte foto, vil Steffen Jensen fortælle historien om de forskellige fotografier. Både historien de fortæller, men også historien bag de enkelte billeder. Hvordan de blev til, hvilke problemer der var, hvordan de blev løst, og hvordan han kommer så tæt på de mennesker, han fotograferer, om det er på slagmarken i Mellemøsten eller under høsten på Langeland.

Ufortalte beretninger – fotos og fortællinger fra Mellemøsten

Steffen Jensen har altid et par fotografiapparater med, når han er på reportagerejser rundt om i Mellemøsten. Bogen Untold Stories, som Steffen Jensen udgav i 2012,  bygger på hans egne fotografier. Der er tale om en række beretninger, han aldrig fik fortalt i sin tv-indslag, fordi han først begynder at fotografere, når optagelserne til tv-indslagene er overstået. Derfor er det nogle lidt anderledes fortællinger, han lader ledsage sine fotos. Beretningerne i bogen og i foredraget er centreret om tre hovedemner: Jerusalem, Israel-Palæstina og Det Arabiske Forår – og i virkeligheden også et fjerde emne, nemlig fotografering. Foredraget ledsages af et diasshow.

Det Arabiske Forår: Kommer der sommer eller isvinter bagefter?

Den arabiske verden er i opbrud. Revolutioner, oprør, demonstrationer, konfrontationer. Nogle lande har væltet deres diktator, andre er kastet ud i blodig borgerkrig. I visse lande viser tyrannen tænder og slår ned på ethvert tilløb til protest, og i andre arabiske lande holder man spændt vejret for at se, hvilken vej det kommer til at gå. Steffen Jensen har på nærmeste hold dækket Det Arabiske Forår, som det er blevet kaldt. I dette foredrag fortæller han både om oplevelserne på Tahrir-pladsen i Kairo og fra kampene i det, libyerne selv kalder deres frihedskrig. Det er også nok så vigtigt at diskutere, hvor den arabiske verden er på vej hen. Bliver den arabiske verden fremover en fri, demokratisk oase? Eller kommer man til at se tilbageskridt til diktaturets dage? Og hvad bliver de islamiske fundamentalisters rolle i fremtiden?

Korrespondent i Mellemøsten

Netop som man tror, man har forstået noget i mellemøsten, så viser det sig, at det i virkeligheden er noget helt andet, der er sket, end det, man mente, man oplevede. Intet i Mellemøsten er, hvad det giver sig ud for at være. Alle har deres helt egen version af virkeligheden, og side om side eksisterer forskellige udgaver af historien, som gensidigt udelukker hinanden. Man siger: “Sandheden er krigens første offer.” Her er løgnen ofte så meget en del af folks virkelighedsopfattelse, at den alene derfor bliver sand, blot fordi folk tror nok på den. Det er bare en af mange øjenåbnere, som Steffen Jensens mere end to årtier som mellemøstkorrespondent har givet ham. Samtidig har jobbet også givet ham mulighed for at være øjenvidne til nogle af den nyere histories mest spændende og dramatiske begivenheder. Alt sammen en del af jobbet som korrespondent i Mellemøsten.

Om at dække krige, opstande og terror

I hele sin historie har Mellemøsten været hærget af krige, opstande og terroraktioner. Meget af det, der er sket i de sidste par årtier, har Steffen Jensen oplevet på nærmeste hold, fordi han har dækket det som journalist. Fra Libanonkrigen i 1982 til Det Arabiske Forår. Steffen Jensen underviste i en årrække de studerende ved Danmarks Journalisthøjskole i Århus i at arbejde i og rapportere fra krigszoner. Undervisningen var baseret på egne erfaringer fra et langt liv som udenrigskorrespondent i et af verdens mest krigshærgede områder. Dette foredrag er en meget forkortet udgave af hans undervisningsforløb på DJH, som også resulterede i bogen Rapport fra en ørkenspejling – snapshots fra et reporterliv i Mellemøsten.

Den aktuelle situation i Mellemøsten

Et af de mest populære, men naturligvis også konstant foranderlige og opdaterede foredrag, Steffen Jensen holder. Foredraget er om den aktuelle situation i denne fascinerende og omtumlede region af verden. Det, der sker i Mellemøsten, synes altid på godt og ondt at påvirke hverdagen i resten af verden, via terroraktioner, oliepriser, flygtningestrømme eller andet. Derfor er det umuligt at vende ryggen til Mellemøsten, for gør man det, får det ubehagelige konsekvenser. Mellemøsten er et område, man hele tiden hører om, og som hele tiden påvirker os, men som de færreste rigtig forstår. Foredraget forsøger at sætte nogle ting på plads, give baggrund og perspektiv, måske ikke ligefrem at give svar på alt, men i det mindste at gøre tilhørerne forvirrede på et højere niveau.

En tid til krig, en tid til fred

Hvis Israel-Palæstinakonflikten skal løses fredeligt, kommer det til at gøre ondt. Begge sider bliver nødt til at skære sig selv i hjertet. Begge parter må lade deres eksklusive drømme briste. For disse national-religiøse drømme, som trives på begge sider, betinger den ene parts undergang, for at den andens drøm kan blomstre. Men selv hvis en forhandlingsløsning mirakuløst nok skulle ende med at blive resultatet, så vil den komme til at gøre ondt. For den gode løsning eksisterer ikke længere. Der er kun valget mellem dårligt, værre og værst. Foredraget er en gennemgang af begge parters nationale drømme, og hvad der måske skal til for at få en fred til at lykkes.

Muhammed-krisen

Danmark er for alvor kommet på de militante islamisters verdenskort, efter vi en kort periode i vinteren og foråret 2006 blev kastet hovedkulds ind i stormens øje angiveligt på grund af Jyllands-Postens offentliggørelse af en række tegninger af profeten Muhammed. Dannebrog, billeder af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen og danske ambassader blev brændt af rundt om i Mellemøsten.  Steffen Jensen dækkede konflikten fra alle brændpunkterne for TV 2, og han kommer i foredraget ind på nogle af de sider af krisen, som ikke sås så tydeligt fra Danmark. Han kommer også ind på, hvor vi står i dag. Spiller tegningekrisen stadigvæk en rolle? Og er Danmark nu blevet et mål for islamistisk terrorisme?

 

Ønsker du yderligere oplysninger og priser på Steffen Jensen, er du velkommen til at ringe eller sende en mail. Og hvis du beskriver dit arrangement i formularen herunder, vender vi tilbage med priser på Steffen Jensen. Bookingforespørgsel
Top

Modtag vores nyhedsbrev


Hvilke emner er du interesseret i?
×

Vil du høre nyt fra os?

Ja, tilmeld mig nyhedsbrevet